Alle sider af bloggen

17. okt. 2011

Marapytta DIY nederdel

Så blev min første Marapytta DIY slå-om nederdel færdig. Der er lige nogle små fejl, som tilskrives tidspunktet (efter kl. 20 er det åbenbart svært at se forskel på ret og vrang) men smart er den sgu. Og med noget shapeware inden under bliver jeg da helt lækker til min kommende stewardesse-tema fest!
Og tak til Line for råd og vejledning. Nu er mor klar til fest

15. okt. 2011

Påfuglen i Husumgade

Der ligger en finurlig lille butik i Husumgade på Nørrebro. Den hedder Påfuglen og ligger i en skøn bygning med udskårne elefanter på facaden.
Jeg har kun kigget ind gennem vinduet for butikken har haft lukket de gange, jeg er gået forbi. Men der ser simpelthen så fint ud derinde: Et støvet univers af kageopsatser, hatte og fasanfjer. Tørrede blomster og fint porcelæn.
Læg turen forbi og bliv forundret over at noget så fint ligger helt hemmeligt midt i Husumgade.

14. okt. 2011

Elefanthue a la palliet

Jeg fik syet en palliet-elefanthue til Ella i onsdags, da jeg var til syning på Marapytta syskole, inspireret af én jeg har set fra Gudrun&Gudrun.
Fotoet her er vist ikke lige fantastisk... så jeg må tage et nyt når jeg får tid, så I kan se den på. Men fin blev den, synes jeg. Og fyldt med pallietter.
Jeg er måske lidt i tvivl, om den ligner en art rollespils-rustning? Eller, som min kæreste sagde, noget i dykkerudstyrs - eller blæksprutte-genren (og tak for dén...)
Ella er heller ikke helt overbevist, for den er jo ikke lyserød (nej, og det er der en grund til!).
Men JEG synes, den er for cool!
Men hvad siger I? Er det ikke meget cool med en palliet-elefanthue til en 4 årig? Pepper det ikke lige vinterudstyret op? Eller...?
Det bliver i hvertfald ikke den sidste hue fra min hånd!

13. okt. 2011

Samling # 1

Jeg har flere samlinger af fine ting. Noget jeg har samlet længe. Andet er nye samlinger.
De sidste år har jeg samlet på mor og fars dag platter fra norske Porsgrund. De fleste er fra 70'erne og 80'erne. Motiverne på platterne er skønne retro senarier, som far og søn der spiller fodbold i kassebukser og pagehår. Skønt! Mangler bare et sted at hænge dem op.

11. okt. 2011

Fødselsdags forberedelser

Jeg er ved at forberede Ella's fødselsdag. Og vi hælder helt klart til noget Hello Kitty tema! Jeg er virkelig ikke Hello Kitty fan, men når man er 4 år, er det åbenbart bare det bedste. Har købt sukkerbillede til lagkagen, Hello Kitty lys og nogle virkelig store Kitty skumfidus-ting på pind. Skønt! Alt fra specialkøbmanden.dk

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...